|
¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ Hvem er vi? ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ |
|
|
|
|
d. 24. feb. '06 - Oruro - Historien fra Huayhuash d. 5. feb. Klokken 04:00 ringede mit vaekkeur, og kort tid efter hoerte jeg Ruben banke paa min doer. Han var staaet ekstra tidligt op for at goere at tage et bad inden vi tog afsted. Jeg tog dog et i gaar, saa jeg havde ikke noget i mod at udsaette mit naeste bad en dags tid eller to. Ved 5-tiden ville vores bus fra Huaras mod Chimbote gaa, hvorfra vi maatte tage en bus til Llamarca, som var det egentlige begyndelses sted for vores trekking tur. De sidste par dage var gaaet med at koebe forsyninger og reparerer udstyr + at skaere ned paa alt det unoedvendige bagage. Sammen havde vi lagt en rute, hvor vi kun behoever forsyninger til 5 dage, hvorefter vi kan koebe nye forsyninger i en lille bjergby ved navn Huyllapa. Turen til Llamarca gik smertefrit. Det eneste umiddelbare der var lidt betaenkeligt, var at mange af de lokale ville vaere vores guider. Det skal lige siges, at sidste aar var der flere overfald paa turister i Huayhuash og 2 isralitter doede under et roeveri med pistoler. P.g.a det havde Ruben og jeg aftalt, at vi ville holde lav profil, og fortaelle saa lidt som muligt til de lokale. Indtil videre loed vores historie at vi blot ville tage paa en tur til soeerne for at fiske, da vejret var for daarligt til at tage paa hele rundturen. Paa vej til Llamarca faldt jeg ligeledes i snak med en gut fra Schweiz. Han ville paa en guided tur med heste og hele molivitten. Dagen var en rimelig fin dag, men det begyndte at regne en smule hen af eftermiddagen, saa vi soegte ly i en lille hytte, som rent faktisk var beregnet til aesler. Dette fandt vi ud af, da de kom tilbage for at overnatte i deres hus. Men meget slukoeret, maatte de indse, at der var et par gringos, som havde besat deres bolig. Resten af den regnfulde aften maatte de tilbringe bag huset. Ren optur maessigt gik vi fra en hoejde af 3.300 meter til 4.000. d. 6. feb. Naeste morgen var det utrolig taaget, og jeg begyndte allerede at frygte for vejret de kommende dage. Hele dagen gik vi i en tyk tyk taage, hvor sigtbarheden svingede mellem 30-50 meter. vi besteg de sidste 300 meter til vi naaede passet i en hoejde af 4.300 meter. Herefter var der en dejlig flad nedtur, til soeerne, som ligger i en hoejde af 4.060 meter. Hele turen blev gaaet paa 4 timer.
Da vi naermede os soen stoedte vi paa en af de lokale, som havde et hus, der graensede op til soen. Derfor slog vi lejr i naerheden af hans hus. Vi slog teltet op 13:00 og 13:30 oesregnede det.
Dog klarede det heldigvis op henad eftermiddagstiden, saa man kom da til at se de sneklaedte bjerge, som ikke ligger alt for langt vaek. Vi fik ogsaa sat et par fiskekroge ud i vandet, men i stedet for orm brugte vi Charki. Dette er kort og godt toerret koed (som ogsaa er en af vores vigtige proteinkilder om aftenen, hvor vi bruger det i suppe, og til naar vi laver en "fry-up". Ren faktisk havde vi bid ved en af krogene, men fisken slap vaek... d. 7. feb. Er jo ogsaa min fatters foedselsdag. Denne dag blev dog ikke fejret med lagkage og foedselsdagssange i Peru. Ruben og jeg tog paa en rolig gaatur til 2 andre soer, som laa i naerheden
Ved 2-tiden var vi tilbage ved teltet, som stadig stod, hvor vi havde efterladt det. Dog fik vi et lille besoeg af godt 100 faar, som havde planlagt at kigge forbi. Ellers fik vores nabo besoeg af sine naboer, hvilket blev til noget af en fest. De gik i gang med drikke husholdningssprit (ren alkohol) blandet op med vand og sukker. Whiskey de Huayhuash, som de kaldte det, og en halv time senere begyndte de at snakke noget usammenhaengende. Det hele resulterede i, at nogle af gutterne, som stadig kunne staa. Tog ud for at drive en flok af koer sammen, hvor i mod en enkelt blev tilbage og sov.
Et tydelig bevis paa den kultur der hersker i bjergene, hvor fyrene drikker dagen lang, mens deres koner gaar hjemme og laver alt arbejdet. Vores nabo blev ogsaa bestjaalet, af en af fyrene, og jeg mistede mit 2 $ ur, som jeg havde koebt i Guatemala. Ikke et stort tab for mig, da det ikke fungerede optimalt laengere. d. 8. feb. Blev en lang og smaavaad dag. Paa kortet saa ruten ellers rimelig let og ubesvaerlig ud, og vi regnede med at det ville vaere en stille og rolig dag uden alt for mange problemer... Vi blev klogere. Efter at have taget afskev med vores nabo, og givet ham en lille skilling for at have laant hans graesplaene drog vi tilbage mod Llamarca. Vi havde nemlig besluttet os for at tage en rute, som saa en del nemmere ud end den normale turist-rute.
Her fant vi, hvad vi troede var en rigtig god sti at gaa paa. Den var utrolig bred, men havde dog den skavank, at der af igen og igen var bygget vaegge over stien. Det saa naermest ud til at man proevede at spaerre stien. Senere vant vi ud af, at det ikke var nogen sti, men en kanal til at lede vand vaek fra bjerget... En gammel mand kom meget vred og irriterende os i moede, og forklarede os at vi blev noedt til at vende om. Da vi der kun var en mulighed for at komme om paa den anden side af en flod, som vi blev noedt til at krydse. Hele episoden kostede os godt og vel en halv dag... Og det hjalp ikke paa humoeret da vi opdage, at den gamle gut havde loeget for os. I stedet for at vaenne om, kunne vi have taget en genvej ved at foelde en sti, som er paa hans ejendom. Det var en dag med mange bakke, men kort og godt startede vi i 4.060 gik ned til 3.900 - saa op til 4.060 - ned til 3.800 og op til 4.000 foer vi slog lejr.
Aftenen stod paa popcorn, som Ruben er fortraeffelig til at lave. Vi fik ogsaa lavet et baal, som vi kunne varme os ved. Det blev ogsaa i dag, at vi saa den foerste oern. Utrolig som disse fugle rent majestaetisk glider igennem luften. d. 9. feb.
Det der fik mig til at fortsaette var ideen om at komme til en landsby, hvor man kunne faa en kola, og et stykke chokolade. Treatte og sultne naaede vi frem til Huallyapa. Her haabede vi paa at finde et sted, hvor de lejede vaerelser ud, men det var der ikke. Heldigvis var der en soed og smuk pige, som ikke havde noget imod at laane sit vaerelse og sin seng ud til os. Det tog vi gladeligt i mod.
Jeg har aldrig set en piges vaerelse vaere saa uorganiseret og i mangel paa det feminine touch, men sengen var fin. Ingen madras, men tilgengaeld en masse stykker skind fra lamaer og faar til at goere sengen bare en smule bloed. Til hendes forsvar skal det lige siges, at det meste af rodet paa dette billede tilhoerer Ruben og jeg. Her i huallapa loeb vi ogsaa ind i schweizeren igen. Han havde taget den anden vej rundt, og ren tilfaeldig krydsede vores veje her i den lille bjerglandsby. Selve byen har ikke nogen veje. Der er kun stier. Dette betyder at alle varer kommer hertil ved hjaelp af aesler og heste. Desuden er den eneste mulighed for at komme hen til byen ved at vandre en dagstur fra en af nabobyerne, som har en grusvej, hvor biler kan koere (hvis de er 4-hjulstreakket). d. 10. feb.
Musikken begyndte at spille op til dans, og selvfoelgelig ville de lokale jo gerne se turisterne ude paa dansegulvet. Vi morede os gevaldigt, og faldt i snak med nogle af pigerne. Det skal lige siges, at Ruben og jeg ikke havde gjort synderligt meget ud af vores paaklaedning. Efter lidt dans begyndte hele byen at danse i mod tyreringen, som ligger i den anden ende af byen. Her var et paa tide at maendene fik afloeb for deres testosteron. Tyre blev tirret til at vaere agressive, mens mandfolket drak ren alkohol, og skiftevis gik ned i ringen for at "lege" med tyren. Hele tiden befant vi os blot paa et lille stendige, som var haevet ikke mere end 1 meter over den rindg som tyrene loeb rundt i. Det uundgaaelige skete ogsaa... Pludselig sprang en af tyrerne op paa diget, og begyndte at loebe paa tvaers af diget. Dene eneste udvej jeg kunne se var at hoppe ned i ringen, da alle mennesker begyndte at loebe i den samme retning og "trample" hinaden.
Jeg havde li´ saa lige hoppet ned i ringen, da tyren besluttede sig for at soege ned i ringen igen. Der stod jeg ansigt til ansigt med en gal tyr. Kun 3 meter skildte os. Og selve stendiget var bag ved tyren. Min eneste redning var et fodboldmaal. Tyren kom imod mig, og jeg soegte hen til fodboldmaalet, hvor jeg brugte den ene stolpe til at forvirre tyren, hvorefter jeg hoppede op paa stendiget. De lokale grinede og klappede. Det var lige det de havde haabet at se. En af turisterne nede i ringen med en tyr.
Aftenen gik stille og roligt. Ruben og jeg forlod festen som nogle af de foerste. Mine erfaringer til Sejerslev bal siger, at naar de lokale bliver lidt for fulde, kan det nemt gaa ud over folk som kommer udefra. Isaer naar pigerne har et godt oeje til en, og der i en by med 50 ungkarle kun er 3 kvindfolk. c",) Derfor stoppede vi mens legen var god. d. 11. feb. Vi startede tidligt naeste morgen og gik fra Huyallapa i et rask tempo. Af forsyningerne vi havde koebt, var det eneste vi egentlig manglede en ost. Da vi kom til ostefabrikken, kunne vi dog ikke faa lov til at koebe en ost, da vi ikke havde en billet. Denne blev man noedt til at koebe inde i byen, og derefter gaa de 3 km. ud til fabrikken for at hente sin ost. Naa men vi gad ikke til at vende om og fortsatte resten af dagen med at gaa mud soen Jurau.
Hele dagen proevede taagen at indhente os, men den naaede os foerst til sidst, hvor vi de sidste 15 min. gik i regnvejr. Vi gik fra de 3.500 m. og op til 4.200. Det blev ogsaa i dag, at jeg opdagede, hvor staerk min fysik er blevet i forhold til da vi startede turen for en uge sidden. Alle de andre dage, havde det vaeret Ruben, som havde vaeret meget ovenpaa naar vi havde vandret, og jeg som havde bedt om pauserne. I dag og resten af turen var rollerne byttet om. Vi slog lejr i naerheden af en familie, som har nogle heste, aesler og andre kreaturer. d. 12. feb.
Fisken blev selvfoelgelig tilberedt paa trangian med lidt hvidloeg, loeg, oregano og citron. Selve vejret var dog ikke noget at raabe hurra for... Hele dagen var det meget taaget, og i loebet af eftermiddagen begyndte det Da solnedgangen naermede sig klarede det dog pludselig op, og for foerste gang ved denne soe, kunne vi se de sneklaedte toppe omkring os. Det var et fantastisk syn, og solen gjorde ogsaa sit for at vise alle de smukke farver.
Det havde vaeret en af de bedste dage indtil nu. Ruben og jeg var helt euforiske over hvor heldige vi har vaeret indtil nu paa vores tur. Vi har ikke haft nogle naevneverdige problemer, og alt har bare flasket sig. Det eneste der kunne goere denne tur bedre, var hvis de naeste par dage ville byde paa lidt mere solskin. Og det gjorde de... d. 13. feb. Naeste dag stod vi op til en skyfri himmel. Endelig saa det ud til at vi ville have en dag kun med sol. Selve det sted vi havde slaaet lejr ligger i en dal, hvor der er omgivet af bjerge og klipper. Saa selve udsigten var himmelsk. Vi spiste morgenmad, og pakkede en lille take med vand og mad, og begav os paa en lille gaatur til et par soer der laa i naerheden.
Vi badede (meget kort tid) i en af soerne (4.400), som fik sit vand fra en af gletcherne. Vandet var modbydeligt koldt, men solen varmede Bagefter gik vi hen til en gletcher og betragtede den fantstiske udsigt. Mens vi gik rundt, fik jeg smalet en del sten, da bjergne her er fyldt med forskellige mineraler. Der var nogle utrolig flotte og interessante sten, og efter kort tid, havde jeg fyldt mine lommer med alt for mange. Dem blev der dog sorteret i da vi kom tilbage til lejren. Vi saa ogsaa en masse dyreliv blandt andet en flok kaempe egern, som havde bosat sig et sted uden traer. Der var ogsaa groenne kolibrier, som vimsede rundt om hovederne paa os.
Om aftenen faldt vi i snak med vores lokale kamerat og fortalte ham om vores planer for i morgen. Vi var nemlig lidt i tvivl om hvilken rute vi ville tage, saa vi blev enige om at hoere ham efter, hvad der var muligt. Vi blev enige om at hyre ham som guide. Og tage paa en alternativ rute, hvorfra der skulle vaere en alletiders udsigt.
Naeste dag stod vi tideligt op og begav os afsted. Vi havde lavet en lang og paa kortet saa det ogsaa ud til at vaere en haard rute. Derfor startede jeg dagen med at tygge koka-blade allerede paa den foerste stigning. Hvad angaar kokabladene, saa har vi hver eneste dag lavet koka-the saa vi havde det at drikke i stedet for vand. Det giver mere energi, og goer kroppen mere rolig, naar man anstrenger sig fysisk.
Vejret var jo igen engang fantastisk, hvilket vi ogsaa havde brug for, da det blev en laaannngggg dag. Vi startede selve turen i 4.200 m. og vores guide havde forsikret os om, at det var en meget let rute. Jo tak... Hvis du er bjergged saa kan der nok vaere noget om snakken, men da vi naaede det foerste pas i godt 5.100 m. var vi allerede godt traette. Det foeltes allerede paa dette tidspunkt som om vi havde forceret en smule for meget. Udsigten var dog fantastisk og nede i dalen kunne vi ogsaa se en flok lamaer loebe rundt. Da vi naaede dalen (4.600 m.) holdt vi siesta i en times tid. Musklerne var en smule moerre, men humoeret var hoejt.
Ikke mere snik snak foran os laa det naeste pas i 5.050 m. Paa vej op begyndte Ruben at faa gevaldige problemer. Han foelte sig meget traet og energiloes, men han havde heller ikke tygget kokablade. Hvilket jeg allerede var begyndt med kort tid efter vi begyndte paa anden stigning. Det er utrolig saa meget det hjaelper, isaer i bjergene, hvor der ikke er ret meget oxygen.
Da vi naaede passet holdt vi en laengere pause. Selvom vi foelte, at vi var faerdige for idag laa der stadig en lang flad nedtur til de 4.425 m, hvor de varmekilder ventede os. Disse kilder havde vi hele turen gaaet og talt om, hvor dejligt det ville blive, naar vi naaede dem. Vi havde planlagt at fejre det med Popcorn og Rom. Ogsaa goer det dèt jo ikke ringere at der er fuldmaane.
Vi naaede frem lige som solen skulle til at gaa ned, saa solnedgangen saa vi fra de varme kilder. Disse kilder kan man heller ikke naa via koeretoejer. Den eneste maade er ved at vandre min. en dags tur fra en by ved navn Cajamarcas. Hvis man har udstyr med sig vil det tage 2 dage.
Vi kunne ikke lade vaere med at smile mens vi lod det varme vand rense vores traette kroppe. Vi lavede mad mens vi sad i de varmekilder, og for foerste gang paa denne tur faldt jeg i soevn ren og varm. Jeg sov hele natten og vaagnede ikke paa noget tidspunkt med koldetaer eller en kold naese. Kroppen havde brug for hvile, og det fik den. d. 15. feb. Vi blev enige om at blive en ekstra dag ved de varmekilder for at slappe af. Vi mente begge, at vi havde fortjent det. Saa dagen kom til at gaa med at ligge i det varme vand og laese i min bog, "Atlantis". Det var alletiders med en dag, hvor man bare kunne dovne den, men uheldigvis blev jeg vist lidt for laenge i vandet, da min laederhud paa mine taer begyndte at gaa i oploesning. Om aftenen skete der noget meget maerkeligt. Vi hoerte nogle folk raabe noget og udenfor saa vi et kaempe fakkeloptog langtvaek. Det eneste vi kunne se var fakler der bevaegede sig. Lidt efter lidt blev der taendt baal paa de forskellige bjergtoppe. Og saa kunne vi ikke hoere folkene raabe mere. Der var en tyk taage, og resten af aftenen gav baalene et mystisk (naesten magisk) og uhyggeligt lys. Vi fandt aldrig ud af hvad det hele gik ud paa, om det var et gammelt ritual, eller om nogen var blevet vaek i taagen og kunne finde hjem ved hjaelp af baalene. d. 16. feb. Klokken d. 17. feb. Klokken
|
Vejret var fantastisk, og soerne var vidunderlige. Endelig havde de sidste dages med haarde vandreture loennet sig. Indtil nu har vi haft utrolig meget held med vores rute. Hver gang det er begyndt at staa ned i staenger (hvilket altid lader til at vaere ved 1 tiden) har vi li' saa lige fundet et sted at slaa lejr. Haaber heldet bliver ved med at forfoelge os... Turen i dag gik bestigningsmaessigt lidt op og ned... Foerst gik vi fra 4.060 til 4.200 saa tilbage til 4.060 op til 4.400 og igen ned til 4.060. Da vi naaede soe nummer 2 spiste vi frokost, mens vi saa paa skyerne, som trak sig sammen. Saa smaat begyndte det ogsaa at regne, saa vi startede nedturen, og loeb fra regnen. 
Vi gik rundt i det samme toej, som vi havde vandret rundt i de sidste par dage. Sidste gang vi var blevet vasket var dog i gaar da vi gjorde holdt ved en af floderne for at faa vasket det vaerste snavs af os. Alligevel kom de lokale piger op til os i deres smukke hvide kjoler, og spurgte, om de godt maatte tage et billede af os sammen med dem. Senere dortalte en guide fra byen os, at pigerne her i Huallapa har et ry for at vaere "gringo-venlige"... Det er 
Naeste dag gik vi sammen med en gut fra familien op til en af de naerliggende soer for at fiske, og heldet var med os, for frokosten kom til at bestaa af en af de bedste oerreder jeg nogensinde har smagt. Selve soen vi fiskede i, laa i en hoejde af godt 4.300 meter. Vandet kunne ikke vaere mere rent, da soen bliver fyldt op af smeltevandet fra en gletsher.
Dagens stoerste bedrift blev at forcerer et vandfald... Selve stien var nemlig umulig at gaa paa, pga. af alt smeltevandet og regnen. Floderne var loebet over deres breder, og havde dannet et net af floder. Dette havde resulteret i at vi blev noedt til at klatre paa en alternativ rute, hvor vi traverserede over en flod for at naa til et plato 4 m. over floden. Paa vej tilbage fra vores vandring havde Ruben lidt for travlt, og vred om paa sin fod. Det var dog ikke noget alvorligt - igen engang var vi heldige.
|
¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ - Opslagsv誡k |
